Glutenfri Carbonara
Hvem elsker ikke den lækre italienske ret Pasta Carbonara? Den skønne kombination af pasta, bacon, parmesan og fløde er en sikker vinder – både blandt børn og voksne. Desværre er den oprindelig ret ikke glutenfri, da den indeholder pasta. Men bare rolig, vi har lavet en glutenfri version, som kan spises af alle og endda er sundere end den oprindelige. Istedet for normal pasta (lavet af æg og hvedemel) bruger vi nemlig grøntsagspasta, som vi selv har lavet. Det er både lækkert, nemt og sundt!
OBS*: Vil du hellere lave en traditionel Carbonara med alm. glutenfri pasta i stedet for grønsagspasta, så kan du også det. Se evt. vores indlæg om de bedste glutenfri pasta og hvor du kan få dem. Du kan benytte samme opskrift blot ved at udskifte pastaen.
Ingredienser (ca. 4 personer):
2 squash
1 gulerod
1 gul bede (nær beslægtet med rødbeden)
200 g bacon
2 løg
3 æg
100 g parmesan
1/2 dl fløde (bemærk at madlavningsfløde ofte indeholder hvedemel, så brug evt. piskefløde)
Rimelig peber og et nip salt
Skær squash, gulerod og gul bede i lange, tynde strimler. Vi brugte en grøntsagssnitter (som DENNE), men det kan også sagtens gøres med en god kniv. Kog alle grøntsagsstrimlerne i let saltet vand i 2-3 minutter. Hæld derefter vandet fra og lad din grøntsagspasta stå, mens du forbereder resten af retten.
Bland de 3 æg med fintrevet parmesan og pisk det godt sammen. Tilsæt fløden og rimelig mængder peber. Pisk massen igennem til det hele er godt blandet.
Steg baconen gylden og sprød på en pande. Hak imens løgene fint. Når baconen er klar tilsættes løgene. Når løgene er svitset, tilsættes først alt grøntsagspastaen og herefter æggemassen med fløde og parmesan. Lad det hele stege på panden i et par minutter til konsistensen er cremet og lækker.
Server straks med lidt ekstra revet parmesan og peber på toppen. Buon appetito!
Tip: Man kan også sagtens nøjes med at bruge squash til at lave sin grøntsagspasta. Her er blot valgt flere typer grøntsag for at skabe noget smags- og næringsvariation.