Glutenfri Polenta Lasagneplader

Glutenfri Polenta Lasagneplader

7. februar 2019 0 Af Nulgluten

Lasagne er en ret, som kan være irriterende at kigge på som glutenallergiker. Det er nemlig kun pastapladerne, som indeholder gluten, men alligevel kan man ikke få lov at spise noget som helst af denne dejlige ret. Heldigvis kan man mange steder købe glutenfri lasagneplader, så man kan lave en lækker glutenfri lasagne. Se evt. vores indlæg om de bedste glutenfri lasagneplader på markedet.

Problemet er bare, at de glutenfri lasagneplader godt kan være lidt dyre. Derfor har vi her på nulgluten.dk valgt at kaste os over at lave glutenfri polenta lasagneplader. Disse polenta lasagneplader er nemme at lave, og kræver hverken pastamaskine eller andet avanceret udstyr, så det er lige til. Resultatet blev en rigtig lækker og velsmagende lasagne.

Man skal dog være opmærksom på, at polenta lasagne ikke er noget som vi har opfundet ud af det blå. Det er faktisk en ting, også blandt folk som godt kan tåle gluten. Da det normalt er en ret for sig selv, er lasagnen og lasagnepladerne derfor også lidt anderledes i smag og konsistens. Forvent derfor ikke helt traditionelle lasagneplader. Men disse glutenfri polenta lasagneplader er dog et lækkert og billigt alternativ til andre glutenfri lasagneplader, og smager altså også rigtig godt. God fornøjelse!

Ingredienser – Glutenfri Polenta Lasagneplader (til 4 personers lasagne)

  • 250g polenta
  • 1 liter glutenfri hønsebouillon
  • 2 spsk parmesan
  • 1 tsk smør

Lad hønsebouillonen koge op i en gryde. Når bouillonvandet koger, drysses polentaen i under piskning. Lad vandet koge i ca. 40 minutter, mens der røres jævnligt. Når det har kogt, tages gryden af varmen, og der tilsættes parmesan og smør under piskning. Fordel blandingen jævnt ud på en smurt bageplade, så den bliver ca. 1 cm tyk over det hele. Lad polentamassen køle helt af. Når massen er kold, kan den skæres ud i passende skiver, som kan bruges som lasagneplader i din lasagne.

Tip: Hønsebouillonen kan evt. også erstattes af enten kyllingebouillon eller grøntsagsbouillon. Så får polentapladerne bare en lidt anderledes smag.

Se også

Glutenfri Polentakage

Glutenfri Stenalderbrød