Glutenfri Toastbrød
Savner du toastbrød til din morgenmad, til din pariser toast eller til din sandwich. Ja, toastbrød kan bruges til mange ting, og det kan være irriterende som glutenallergiker ikke at kunne få fat i dette meget almindelige bagværk. Men fortvivl ej! Her kommer nemlig en god og velfungerende opskrift på et lækkert og luftigt glutenfri toastbrød. Dette glutenfri toastbrød smager rigtig dejligt, og minder alt i alt meget om et klassisk fuldkornstoastbrød.
Toastbrødet bliver bagt i en rugbrødsform på 1,5-2 liter som DENNE rugbrødsform. Opskriften er simpel nok at gå til. Det tager dog lidt tid før brødet er klar, da det skal stå nogle timer og hæve, for at det kan blive rigtigt lækkert og luftigt. Det er til gengæld ventetiden værd, for det bliver altså til et virkeligt lækkert toastbrød. Til at afgøre, hvornår brødet er færdigbagt er det en fordel at have et termometer som DETTE. God fornøjelse!
Ingredienser – Glutenfri Toastbrød
- 100g hirsemel (fås f.eks. HER)
- 100g rismel (fås f.eks. HER)
- 100g majsmel (fås f.eks. HER)
- 50g majsstivelse (fås f.eks. HER)
- 15g gær
- 6 dl sødmælk
- 8g salt
- 10g sukker
- 25g loppefrøskaller/husk (fås f.eks. HER)
Bland alle 3 meltyper samt maizena sammen. I en anden skål hældes sødmælk i, og gær, salt og sukker tilsættes. Pisk til det hele er opløst. Tilsæt nu loppefrøskaller, og pisk i 10 sekunder (vær gerne præcis). Tilsæt straks efter melblandingen fra før, og pisk dejen godt igennem til den er helt jævn. Hæld dejen i en smurt rugbrødsform på ca. 1,5-2 liter, som dækkes med køkkenfilm. Dejen skal nu hæve i et par timer ved stuetemperatur eller evt. natten over i køleskabet i stedet. Den skulle gerne blive omkring 40-50% større.
Bag brødet i en varmluftovn ved 190 oC i ca. 45 minutter indtil kernetemperaturen er 99 oC. Brødet bliver rimeligt mørkt på overfladen. Tag dit glutenfri toastbrød ud af ovnen, og lad det køle helt af på en rist, inden du skærer i det, så det ikke falder sammen. Herefter er brødet klar, og kan ristes eller spises som det er.
Tip: Målingen af kernetemperatur er for at sikre, at brødet er bagt perfekt indeni. Har du ikke et termometer, må du holde dig til tidsangivelsen og evt. stikke en gaffel eller strikkepind i brødet for at teste. Vær ikke nervøs, hvis overfladen bliver meget mørk.
Kan du ikke få fat i hirsemel? Se her hvordan du nemt og hurtigt laver dit eget hirsemel