Glutenfri Æbleskiver
Æbleskiver er en klassiker i juletiden, og denne runde lækre kage falder som regel i god jord hos alle. Og bare fordi man ikke kan tåle gluten, skal man da ikke snydes for denne klassiske spise. Her følger derfor en opskrift på lækre glutenfri æbleskiver. I denne opskrift er det eneste mel, der er brugt, boghvedemel. Dette gør at æbleskiverne måske virker en tand mere bastante end man er vant til fra normale æbleskiver. Ønsker man en lidt sødere og mere dessert-agtig æbleskive kan man tilføje lidt ekstra sukker til dejen eller evt. erstatte lidt af boghvedemelet med majsmel. God fornøjelse!
OBS*: For at lave æbleskiver skal man selvfølgelig have en æbleskivepande. Har du ikke sådan en, kan du bl.a. se et udvalg af æbleskivepander her.
Ingredienser – Glutenfri Æbleskiver (ca. 30 stk.)
- 5 dl boghvedemel (fås f.eks. HER)
- ½ tsk salt
- 2 tsk. sukker
- 1 tsk. kardemomme (fås f.eks. HER)
- 1 tsk. natron (fås f.eks. HER)
- 1 tsk. revet appelsinskal
- 3 æg
- 4 dl kærnemælk
- 3 spsk. koldpresset rapsolie (fås f.eks. HER)
- Saft fra 1 appelsin
- Smør eller olie til stegning
Bland mel, salt, sukker, kardemomme, natron og revet appelsinskal i en skål. Del æggene op i blommer og hvider. Tilsæt kærnemælk til æggeblommerne og pisk til massen er flot jævn. Tilsæt denne blanding sammen med rapsolie og appelsinsaft til skålen med de andre ingredienser, og rør det hele sammen. Dejen skulle nu gerne være tynd og minde lidt om en pandekagedej. Hæld evt. dejen i en kande (så er det nemmere at hælde dejen på panden), og sæt den på køl i ca. 30 min.
Pisk æggehviderne stive, og vend dem i dejen. Bank gerne den første skefuld hvider godt og grundigt ind, så kan du nemmere vende resten af hviderne forsigtigt i dejen uden tab af luftighed. Opvarm æbleskivepanden, og hæld fedtstof i alle hullerne. Hullerne skal fyldes ca. trekvart op med dej. Vend første gang æbleskiverne, når de begynder at stivne og hæve i kanterne. Det er nemmest at vende dem med en gaffel eller evt. en strikkepind. Drej herefter gerne de glutenfri æbleskiver flere gange undervejs, så de bliver fine og runde. Tjek om æbleskiverne er gennembagte ved at stikke en gaffel eller en strikkepind i dem.
Hold evt. dine færdige glutenfri æbleskiver varme i ovnen, mens du bager videre, eller læg dem i et fad tildækket med alufolie.