Glutenfri Brød med havre, ris og boghvede

Glutenfri Brød med havre, ris og boghvede

4. februar 2021 2 Af Nulgluten

Dette glutenfri brød med havre, ris og boghvede er virkelig lækkert, og har en dejlig krumme. Brødet er luftigt og lækkert indeni, og har en sprød skorpe udenpå, helt som det skal være. Teknikken til dette brød er lidt anderledes end i vores andre opskrifter på glutenfri brød. Til dette brød laves nemlig en startdej, som får lov at hæve i længere tid end resten af brødet. Men det fungerer altså rigtig godt, og giver et virkelig lækkert brød, som hæver flot op.

Til opskriften har vi brugt noget udstyr, som er praktisk at have, når man bager glutenfrit. Det er en bagesten (som f.eks. DENNE), en hævekurv (som f.eks. DENNE) og et termometer (som f.eks. DETTE).

Disse ting er ikke strengt nødvendige, og vi skriver i opskriften, hvordan man kan gøre, hvis man ikke har disse ting. Men hvis man bager meget glutenfrit bagværk, kan det altså være en god investering at anskaffe noget af dette udstyr. Det tager lidt tid at få bagt dette glutenfri brød med havre, ris og boghvede. Men til gengæld får du altså også et top kvalitets brød. God fornøjelse!

Ingredienser – Glutenfri Brød med havre, ris og boghvede (1 mellemstort brød)

Startdej:

  • 0,5 dl vand
  • 1,5 dl glutenfri øl (fås f.eks. HER)
  • 5g gær
  • 80g glutenfri havremel (fås f.eks. HER)
  • 50g boghvedemel (fås f.eks. HER)

Dej:

  • 60g rismel (fås f.eks. HER)
  • 40g glutenfri havregryn (fås f.eks. HER)
  • 30g glutenfri havremel (fås f.eks. HER)
  • 30g majsstivelse (fås f.eks. HER)
  • 2 dl vand
  • 10g gær
  • 8g salt
  • 15g sukker
  • 1 æggehvide
  • 15g loppefrøskaller/husk (fås f.eks. HER)
  • Glutenfri havregryn og blå birkes til drys (fås f.eks. HER)

Startdej

Først skal startdejen laves. Den laves dagen før bagning. Bland vand og øl, og pisk gær ud i blandingen. Tilsæt mel, og rør til du har en jævn dej. Dæk dejen til, og lad den stå ved stuetemperatur til dagen efter.

Dej

Til den endelige dej afvejes rismel, havregryn, havremel og majsstivelse. Det hele blandes sammen i en skål. I en anden skål piskes gær ud i vandet. Tilsæt også salt, sukker og æggehvide, og pisk dette ud i blandingen. Tilsæt nu loppefrøskaller, pisk i 10 sekunder, og tilføj straks efter melblandingen. Fortsæt med at piske til du har en jævn dej. Tilsæt nu din startdej, og bland dejene godt sammen

Hævning

Find nu en skål frem, som er en anelse mindre end din endelige hævekurv/hæveskål (f.eks. en margretheskål). Smør skålen med lidt olie. Vend nu dejen ud på et let olieret køkkenbord. Form forsigtigt dejen til en kugle uden at ælte den. Kom dejen op i den olierede skål. Lad dejen hæve heri 1 times tid ved stuetemperatur.

Find et viskestykke frem, og hæld godt med havregryn og blå birkes på viskestykket. Her skal det glutenfri brød om lidt ligge. Vend dejen forsigtigt ud på et let olieret køkkenbord. Du må ikke ælte dejen eller slå luften ud af den. Gnid forsigtigt bunden af dejen ind i olien. Løft nu brødet over på viskestykket. Placer viskestykket i dinendelige hævekurv/hæveskål. Lad dejen hæve i yderligere 1-2 timer.

Bagning

Sæt ovnen på varmluft ved maksimal varme med en bageplade eller gerne en bagesten i ovnen. Lad ovnen stå lidt ved denne varme, så bagestenen bliver varm. Vend dejen ud på et stykke bagepapir, og sæt bagepapiret ind på den varme bageplade/bagesten. Bag det glutenfri brød med havre, ris og boghvede i 20 minutter ved maksimal varme. Skru herefter ned til 250oC, og bag brødet i yderligere 20-30 minutter til det er færdigt. Brødet skal have en kernetemperatur på 99oC. Bliv ikke bekymret, hvis overfladen bliver mørk. Lad herefter brødet køle af på en rist.

Se også

Glutenfri Bagning: De 5 mest uundværlige stykker udstyr

Glutenfri Havregryn: Her finder du forskellige slags