Glutenfri Lakseroulade
Glutenfri lakseroulade eller lakseruller er en super lækker og let ret, som kan spises som forret, til tapasbordet, til frokost eller til andet godt. Lakserouladen har en mild og cremet smag, hvilket gør den populær hos næsten alle, og det kan være en god måde at få lokket fisk i børn og kræsne sjæle.
Denne glutenfri lakseroulade er relativ simpel at lave, og så skal der slet intet mel i dejen! Man skal derfor heller ikke have fat i specielle glutenfri ingredienser, da lakserouladen er naturligt glutenfri. God fornøjelse!
Ingredienser – Glutenfri Lakseroulade (ca. 14 skiver)
Spinatbund:
- 450g frossen hakket spinat (optøet)
- 3 æg
- 0,5 dl mælk
- Salt
- Friskkværnet sort peber
Fyld:
- 1dl creme fraiche
- 200g naturel flødeost
- 0,5 citron (usprøjtet)
- 3 spsk finthakket purløg
- Salt
- Peber
- 300g røget laks
Spinatbund:
Kom den optøede spinat i en sigte, og pres den fri for væske. Del æggene i hvider og blommer. Bland spinat, æggeblommer, mælk, salt og peber sammen i en skål. Pisk æggehviderne stive, og vend dem herefter forsigtigt i spinatblandingen. Blandingen fordeles nu på en bageplade beklædt med bagepapir, og bages i en 180oC varmluftsovn indtil overfladen er gylden. Det tager ca. 15 minutter. Lad herefter bunden afkøle
Fyld:
Rør creme fraiche, flødeost, saft og skal fra citronen, purløg, salt og peber sammen til en creme. Vend spinatbunden ud på et stykke husholdingsfilm, og fjern bagepapiret fra bunden. Fordel cremen jævnt udover den afkølede bund, men lad 5 cm af bunden være fri på den lange led i kun den ene side. Fordel nu lakseskiverne ovenpå cremen. Rul nu forsigtigt rouladen sammen ved at starte med den lange side, hvor der er creme helt ud til kanten. Luk med kanten uden fyld. Pak nu rouladen ind i husholdningsfilmen. Sæt i køleskabet i minimum 1 time eller til den glutenfri lakseroulade skal serveres. Skær den kolde roulade i passende skiver (ca. 2cm) med en skarp kniv. Anret skiverne på et fad gerne på en bund af salat, og drys evt. med lidt ekstra purløg.